Pages

Viser opslag med etiketten Hasselnødder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hasselnødder. Vis alle opslag

mandag den 8. juni 2015

Chokoladekage med hasselnødder, hvid chokoladecreme og hindbær

Når man bliver 40 år skal man fejres med en rigtig festkage. Her er en nem en af slagsen, som kan lidt af det hele. 


Ingredienser til hvid chokoladecreme
200 g hvid chokolade 
4 dl piskefløde

Ingredienser til chokoladekagen
215 g hasselnøddekerner
125 g stuetempereret smør
375 g sukker
3 økologiske æg
75 g kakao af høj kvalitet
450 g hvedemel
2 tsk bagepulver
4 dl mælk

Pynt
Friske hindbær
Guld i flager

Chokoladecreme: Hak chokoladen til den er helt findelt og kom den i en skål man kan piske i. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld den derefter over den hakkede chokolade. Lad den stå et par minutter og rør derefter chokoladen og fløden godt sammen. Sæt den på køl til den er helt afkølet, gerne natten over, før den piskes op til en creme. 

Kakaokage:
Start med at riste hasselnødderne på en bageplade med på ved 180 grader i ca. 7 minutter. Lad dem afkøle og gnid skallerne af med et viskestykke eller med fingrene. 

Pisk derefter smør og sukker sammen og tilsæt så æggene et af gange. Pisk godt mellem hvert æg. Sigt mel, bagpulver og kakao sammen og rør det skiftevis med mælken i dejen. 

Lidt af dejen hældes i en smurt springform med en diameter på ca. 26 cm, så bunden dækkes. Kom herefter hasselnødderne på og til sidst resten af dejen. 


Bag kagen ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 40 minutter. Start med at tjekke dejen med en hæklepind efter 35 minutter og herefter hver 5. minut.  

Samling af kagen: Når kagen er afkølet smøres chokoladecremen på toppen. Derefter kommes de grundigt skyllede og aftørrede hindbær  og guldet på. 


Opbevares på køl indtil den skal serveres. 

fredag den 2. januar 2015

Solbærlagkager i hasselnøddefavn

Jeg var så heldig at bage kage til en 1 års fødselsdag hos en dejlig græsk dreng. Denne opskrift giver to små lagkager med en diameter på 20 cm. Nok til ca. 20 personer. Det er en simpel men meget velsmagende lagkage. 


Ingredienser til bundene
375 g blødt smør
375 g sukker
6 økologiske æg str. m/l
375 hvedemel
1,5 tsk bagepulver
6 spsk mælk
Smør til formene

Ingredienser til solbærmousse
300 g frosne solbær
2 blade husblas
1 spsk sukker
ca. 2 spsk flormelis
6 dl piskefløde

Ingredienser til krokant
70 g hasselnøddekerner
100 g sukker

Ingredienser til pynt
400 g marcipan
blå pastafarve
ca. 150-200 g hasselnøddekerner
3 dl piskefløde
1 æggehvide
flormelis

Bundene:Pisk smør og sukker sammen, til det er let og luftigt. Pisk æggene sammen og tilsæt dem lidt efter lidt, så de bliver pisket godt ind i massen. Sigt mel og bagepulver sammen og rør det forsigtigt i dejen. Rør til sidst mælken forsigtigt i. Kom bagepapir i bunden af to springforme med en diameter på 20 cm. Eller bag bundene over to gange. Smør siderne med lidt smør. Bag kagerne ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 40 minutter. Tjek efter 30 minutter, om de er gennembagte med en hæklepind og fortsæt herefter hver 5. minut. Afkøl dem i formen og skær dem derefter igennem 

Solbærmousse: Kom husblas i en skål med rigeligt koldt vand. Hæld derefter solbær og sukker i en gryde og varm det langsomt op. Tag det af varmen og brug en stavblender til at få en lidt mere jævn masse. Smag til med flormelis. Vrid vandet af husblassen og rør det i solbærmassen. Mens det afkøler lidt, piskes fløden til skum og vendes derefter i. For at samle kagen fores springformene med film og de første bunde kommes i. Halvdelen af solbærmoussen fordeles og hakket krokant (se nedenfor) kommes på. Smør massen ud til et jævnt lag. Kom de næste bunde på og gentag processen. Til slut kommes den sidste bund på. Brug noget ekstra film til at pakke formene ind og sæt dem på køl til moussen har sat sig. Måske et par timer - jeg havde mine i køleskabet natten over. 


Krokant og pynt: Kom alle hasselnødderne på en bageplade og rist dem i ovnen ved 160 graders varmluft i små 10 minutter. Når de er afkølet gnidres skallerne af mellem håndfladerne. Til krokanten kommes sukkeret på en pande og varmes op til det er blevet til en gylden karamel. Herefter tilsættes hasselnødderne og vendes hurtigt rundt, så de er helt dækket af karamel. Kom massen på en bageplade med bagepapir og lad det køle af. Resten af nødderne hakkes til pynt. Til marcipanlåget æltes farven ind i marcipanen med hænderne, hvorefter den rulles ud til to låg. Der kan med fordel laves ét af gangen. 


Fløden piskes til skum og størstedelen smøres langs siderne på kagen, hvorefter de hakkede hasselnødder kommes på. 


De sidste flødeskum sprøjtes på toppen langs kanten med en stjerneformet tyl. 


Til skriften piskes æggevide med flormelis, til det har en tyk konsistens. Kommes i et kræmmerhus lavet af bagepapir og sprøjtes på. 


Nødderne må gerne være hakket lidt groft, så der er bid i.


.......og så er der fest.


søndag den 28. december 2014

Tyrkisk dessertkage med et twist

Nyt job betyder nye kollegaer, og hvis man er heldig, som jeg, også nye opskrifter. Denne stammer således fra en kollega, som med rette solgte den med stor entusiasme. Jeg har tilsat revet appelsinskal og dadler på toppen. 


Ingredienser til mørdej
200 g hvedemel
3 spsk sukker
150 g smør
1 æggeblomme

Ingredienser til fyldet
2 æggeblommer
200 g sukker
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt nelliker
2 dl blandede nødder (jeg brugte valnødder, hasselnødder, mandler og pecannødder)
1 spsk smeltet smør
2 æggehvider
revet skal af 1 usprøjtet appelsin
en håndfuld tørrede dadler

Start med at samle mørdejen. Bland mel og sukker og ælt derefter smørret ind i blandingen, til smørret er godt fordelt. Dejen samles med æggeblommen. Kom med det samme dejen i en tærteform med en diameter på ca. 24 cm. Man kan rulle den ud, men jeg trykkede den nu bare ud med fingrene. 

Herefter laves fyldet ved at piske æggeblommerne med sukkeret. Hak nødderne groft og vend dem med kanel og nelliker. Bland nødderne i æggesnapsen sammen med det smeltede smør og den revne appelsinskal. Pisk derefter æggehviderne stive og vend dem i massen, der efterefter hældes over mørdejen. Hak dadlerne groft og drys dem til sidst over dejen. Bag kagen på nederste rille i ovnen ved 200 grader (ikke varmluft) i 20-30 minutter. Tjek efter 20 minutter om kagen har fået nok farve og derefter hver 5. minut. 

tirsdag den 9. december 2014

Julekage

Dette af en julekage af den lidt bastante slags med alle de gode sager man får ekstra meget af til jul. Den er inspireret af en kage min mormor altid lavede efter jul af alle de julesnackrester hun havde. 


Denne har dog fået et lidt andet udtryk, så tror jeg må i gang igen for at komme hendes lidt nærmere. 

Ingredienser
2 dl friskpresset appelsinjuice (ca. to store appelsiner
250 g dadler uden sten, svesker, rosiner og tørrede abrikoser (blandingsforholdet må man selv bestemme)
100 g grofthakkede hasselnødder og valnødder (ca. halvdelen af hver)
200 g blødt smør
100 g farin
3 økologiske æg str. M/L
200 g hvedemel
2 tsk stødt kanel

Start med at presse appelsinerne og kommer de tørrede frugter og de hakkede nødder i. Lad det trække mindst en time og gerne natten over. 

Til dejen piskes smør og farin sammen. Æggene tilsættes et efter et og der piskes til man har en lind masse. Melet blandes med kanel og røres i dejen. Til sidst tilsættes de opløste frugter

Kom kagen i en springform med en diameter på ca. 28 cm. beklædt med bagepapir og bag den ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 40 minutter. 



fredag den 28. november 2014

Mormors finskbrød

Meget simple, men utrolig velsmagende småkager.


Ingredienser
275 g smør
350 g mel
150 g sukker

Pynt
1 økologisk æg 
Perlesukker
Hasselnødder

Bland mel og sukker i en skål. Skær smørret i mindre stykker og kom det i. Smuldr det i melet til et har en konsistens som revet ost. Dejen skal kun lige samles og derefter hvile et koldt sted, f.eks. køleskabet, i en times tid.

Rul dejen ud i stænger på ca. 2 cm i diameter. Tryk dem flade til de er ca. 5 mm høje og skær dem i stykker på skrå.

Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.  Pisk ægget let sammen og hak nødderne fint. Kagerne pensles med ægget og perlesukker og nødder kommer hurtigt derefter på.

Finskbrødene bages ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 6-8 minutter, til de er gyldne. De skal ikke have meget farve.

mandag den 17. november 2014

Agnetes Panforte

Jeg har fået denne fantastiske opskrift af min søde tidligere kollega, Nanna. Det er en virkelig dejlig kage og blandt de mest populære at servere. Nederst har jeg sat den opskrift jeg fik af hende ind fordi den simpelthen er så fantastisk flot. Jeg glemte at si med flormelis over - det giver et lidt andet look.




Ingredienser
4 æggeblommer
100 g sukker
100 g nødder (jeg brugte en blanding af valnødder, hasselnødder og mandler)
125 g mørk chokolade
100 g pomeransskal
3 spsk rasp
lidt vanilje (jeg brugte en flydende en af slagsen)
1 par skefulde mælk
5 æggehvider

flormelis til pynt





Rør æggeblommer med sukker til en æggesnaps. Hak nødderne, chokoladen og pomeransskallen for så at tilsætte det hele til æggesnapsen. Rør mælk i, indtil dejen bliver lind - den er stadig ret "kantet". Pisk æggehviderne stive og vend dem i resten. Kom bagepapir i en springform med en diameter på ca. 22 cm og hæld dejen i. 

Bag kagen i ca. en time ved 170 grader (ikke varmluft). Køl kagen af og drys flormelis på (det glemte jeg). 



The real thing



lørdag den 18. maj 2013

Pre-snack: chokolade, hasselnødder, rosiner

Dette er muligvis verdens nemmeste snack, som indeholder ingredienser som klæder hinanden virkelig godt. Man kan selvfølgelig komme alle mulige forskellige ting i. Tænker at tranebær, mandler og valnødder for eksempel også ville være nice. 


Da der er virkelig få ingredienser i denne snack, er det vigtigt at bruge god kvalitet.

Ingredienser
God mørk chokolade
Hasselnødder
Rosiner
Chokolade nibs

Hak chokoladen groft og kom den i en skål. Kom nødder og rosiner på en pande og rist dem i ca. 5-10 minutter. Hæld dem derefter ned i chokoladen, så dem smelter. Hæld massen ud på en bageplade med bagepapir på, drys chokolade nibs på toppen og lad det køle af. 


Mængden af de forskellige ingredienser afhænger af, hvor meget fyld man vil have i og hvad man lige ligger inde med. Det er ikke så vigtigt. Der skal selvfølgelig være nok fyld til at smelte chokoladen, men der skal heller ikke meget til. 


Skær det i mindre stykker med en savtakket kniv eller tag fat med begge hænder og spis løs. 


onsdag den 17. april 2013

Sprøde småkager med chokolade og hasselnødder

Dette er historien om, hvordan nye kager kan komme til verden ved at andre mislykkedes. Det var på ingen måde med vilje. Jeg bagte til nogle kagesultne kvinder, og det er ikke noget jeg spøger med. Ikke desto mindre kom der en helt ny art snack ud af min tilsyneladende distræte fremgangsmåde.



På billedet herunder ses først småkagerne som det var meningen de skulle blive og derefter resultatet af samme opskrift bare uden mel. Det resulterer i nogle temmelig flade, næsten karamelagtige, mørke og sprøde flager. De smager så ganske udemærkede - det bliver næsten mere slik end kager. Ville nok ikke løbe an på at komme dem i en dåse og derefter cykle med dem tværs over byen, men det er stengt taget heller ikke nødvendigt, når man nu kan spise dem direkte fra pladen. 


Ingredienser til ca. to plader
110 g smørbart Lurpak
150 g farin
2 økologisk æg str. M/L
175 g økologisk hvedemel
½ tsk natron
75 g  hasselnøddekerner
100 g god mørk chokolade (70 %)


Start med at riste hasselnødderne i en ovn ved ca. 150 grader i 5-10 minutter efter smag og behag. Spred dem ud på et viskestykke og gnid skallerne af i det omfang du orker det. Når de er afkølede hakkes de groft sammen med chokoladen.

Kom smør og farin i en røremaskine og sæt piskeriset på noget nær max hastighed. Pisk indtil det er blevet helt luftigt i det. Pisk æggene let sammen med en gaffel og tilsæt dem under forsat piskning, nu knapt så hidsigt. 

Bland mel og natron i en anden skål og vend det derefter forsigtigt i røreskålen. Tilsidst tilsættes nødder og chokolade. 

Sæt dejen ud i små toppe på to bageplader og bag dem i ca. et kvarter ved 180 grader (ikke varmluft) 



Sprøde og nice, som sådan nu engang skal være. Opskriften stammer fra "Delia's Cakes". Jeg har ændret ganske lidt som følge af, hvad mit køkken kunne præstere på dagen.

fredag den 7. december 2012

Julecookies

Dette er ikke egentlige julesmåkager, men de så smager lidt af jul og er helt utrolig lækre. Hvis man har de rette redskaber tager de ingen tid at lave. Det er faktisk hurtigere at lave dem end at lade være.

Jeg har fået opskriften fra en kollega som havde bagt dem. Efter at have spist en 6-7 stykker blev jeg nødt til at bede om opskriften, så jeg kan bage dem over and over and over again. Opskriften stammer fra kogebogen Suveræne succeser og jeg har lave meget lidt om i ingredienserne, men en del i fremgangsmåden.
 
Ingredienser til ca. 3 bagplader cookes
450 g hasselnødder
2 æg str. M/L
150 g sukker
1 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt allehånde
1/4 tsk. stødt nellike
200 g suværen mørk chokolade, ca. 70 %
 


Start med at riste hasselnødderne i ovnen. Jeg ristede dem ved 100 grader i 10 minutter, hvorefter jeg skruede op til 175 grader og gav dem 5 minutter mere. Jeg vil nok anbefale at man man starter på 175 grader og giver dem 10 minutters tid. Husk at holde øje med dem.



Derefter gnides skallerne af med fingrene eller et viskestykke. Sidstnævnte går hurtigst. Hak de fleste af nødderne halv groft i en minihakker, og resten lidt grovere med en kniv. Man kan sagtens hakke det hele med en kniv, men det tager bare så utrolig lang tid.
 
 
Pisk derefter ægget og sukkeret til det er hvidt, let og luftigt. Sidstnævnte er vel egentlig lidt svært at opnå uden en vis lethed. Rør krydderierne og nødderne i til det er godt blandet. Jeg bagte disse hos mine svigerforældre, der kun havde hele nelliker. De blev dog stødt i en morter til pulver af dem. Jeg var virkelig meget imponeret.
 
 
Kom til sidst bagepapir på tre bageplader. Brug to spiseskeer til at forme runde ish klumper, sådan cirka 16-20 stykker på hver og bag dem ved 160 grader (varmluft) i ca. 12-15 minutter. Afkøl dem og smelt imens chokoladen i et vandbad eller i mikrobølgeovnen (ikke mikroovnen). Når de er afkølet kommes chokoladen på bundene med en teske og de lægges til afkøling. Processen kan speedes op ved at komme dem i køleskabet.

søndag den 18. november 2012

Halvåbne æblepakker

Sprøde udenpå, bløde inden, søde og syrlige pakker. De er ret hyggelige til sådan en efterårseftermiddag.
Jeg har fået endnu flere æbler fra en kollega. Denne gang nogle flotte røde af slagsen som jeg indtil videre har lavet æbletrifli og æblegrød af. Idag skulle der så ske noget nyt. Det blev til de her æblepakker. Jeg har været oppe at slås med ret mange mørdeje gennem tiden, så besluttede mig for at prøve at lave en selv. Det gik ret godt. Den er nem at arbejde med og smager præcis som jeg godt kunne tænke mig.
Ingredienser til ca. 10 pakker
360 g økologisk hvedemel
40 g økologisk grahamsmel
150 g flormelis
1 god tsk. revet skal af en økologisk citron
175 g koldt økologisk smør
1 økologisk æg
1 økologisk æggeblomme
2 spsk. koldt vand
 
500 g æbler (vægt uden skræl og skrog)
60 g farin
60 g god marcipan
1/4 tsk. stødt nellike
1/2 tsk. kanel
3 spsk. rosiner
 
30 g nødder (fx hasselnødder og mandler)
1 æg til pensling
40 g god marcipan

Bland hvedemel, grahamsmel, flormelis og citronskal i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i med fingrene til massen er godt blandet og ligner fintrevet ost. Pisk ægget let sammen med æggeblommen og kom det sammen med vandet i. Saml dejen med fingrene. Dejen skal kun lige samles, ikke æltes. Form den til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i en halv time.

Imens skrælles æblerne og skæres i mindre stykker på ½-1 x ½-1 cm. Bland dem med farin, groftrevet marcipan, stødt nellike, kanel og rosiner. Hak nødderne groft.

Tag dejen ud af køleskabet og del den i stykker på ca. 75 g. Kom en anelse mel på bordet og køkkenrullen og rul stykkerne ud til cirkler - de behøver ikke være så præcise. Kom ca. 3 spsk. æblefyld på hver, drys lidt nødder på og fold siderne op omkring fyldet.

Flyt dem over på en bageplade med bagepapir. Til sidst pensles de med sammenpisket æg, drysses med revet marcipan og bages ved 200 graders varmluft i 15 minutter til de er gyldne.
 

De kan med fordel serveres med lidt creme fraise af en ikke så let en af slagsen. Den gode 18% fra Thise ville sikkert være et godt valg.



torsdag den 30. august 2012

Rugbrødsdrys til morgenmaden

Copenhagen cooking er i fuld gang. Har allerede været til kagefestival og på Tour de Tapas. To særdeles udemærkede arrangementer! Det er uden tvivl det bedste ved sommeren i København.
Forrige år var jeg med til et arrangement ude foran Øksnehallen. Kan ikke helt huske hvad temaet var - måske noget med økologi eller nordisk mad. Tror måske det var din baghave der stod bag, så at sige. Det var i hvert fald forholdsvis tidligt en lørdag morgen. Det var ikke specielt varmt, men solen skinnede og de havde dækket op udenfor med hvide duge, fem-armede lysestager og fint porcelæn. Der blev serveret brunch hvor man blandt andet kunne få yoghurt med en fantastisk ristet rugbrødsting noget ovenpå. Det er denne jeg har prøvet at lave her. Den smagte fantastisk og det gør denne her også.


Ingredienser
225 g rugbrød - gerne med kerne og gerne halv-/heltørt
110 g nødder - valnødder/ mandler/ hasselnødder
3 spsk. muscovado sukker
Skør rugbrødet i stykker af ca. 1x1 cm og blend det til drys. Rør sukkeret i. Hak nødderne groft og bland det med rugbrødsblandingen. Bred det hele ud en bageplade med bagepapir på i et jævnt lag og rist blandingen i ovnen ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 15 minutter.
Afkøl og hæld det i en lufttæt beholder.

Det er egentlig sødt nok til at spise alene på yoghurt, men jeg kommer altid god hakket chokolade over.

tirsdag den 14. august 2012

Sprød og muchy hindbærkage

Man tænker - kan det lade sig gøre? Sprød og mushy på samme tid, det er jo hele tre ting på én gang....nej vent, det er faktisk kun to, men hvilke to!
Jeg har opskriften fra bogen "Rollinger og roulader" og har bare lavet lidt om hist og her. Synes i øvrigt det er en fantastisk bog, som jeg formoder kun bliver bedre, hvis man har børn. Jeg er vel egentlig ikke målgruppen, men kunne ikke lade en bog være med så gode kageopskrifter, uanset hvor mange sider der så måtte være med idéer til underholdning af børn. Har jo trods alt også en nevø der skal lære at klipe klistre på et tidspunkt.

Ingredienser
1 vaniljestang
1,5 dl æg (ca. 3 stk.)
240 g sukker
100 g mel
50 g hasselnødder
300 g frosne hindbær

Lidt blødt smør til formen
Friske hindbær til pynt
1 dl piskefløde


Smør et tærtefad på ca. 26 cm med smør.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en skarp kniv. Pisk dem med æg og sukker i en skål til det er lyst og luftigt.

Hak nødderne meget fint, så det bliver til nøddemel og bland det sammen med melet. Vend det i æggemassen med en dejskraber.

Hæld 2/3 af dejen i tærtefadet, læg hindbærerne på og slut af med den sidste 1/3 del af dejen.

Bages ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 30 minutter, til overfladen er sprød og let gylden.
Pisk fløden til skum og brug en stjernetylle til at sprøjte små toppe på kagen. Skyl hindbærerne godt, tør dem i køkkenrulle og læg dem på.

søndag den 29. juli 2012

Jordbærkoldskål med crunch

Såfremt man synes det kunne være lækkert med lidt jordbærkoldskål i aften er dette en let og luftig en af slagsen. Den er uden tykmælk, da de blendede jordbær er nok til at give en cremet konsistens.
Jeg vil tro at der er nok til 4 personer. Jeg brugte den som dessert (en af to) til 6 personer og der var rigeligt. Den er også udemærket som morgenmad næste dag.

Ingredienser til koldskål
4 spsk. sukker
1 vaniljestang
4 pasteuriserede æggeblommer
1 l kærnemælk
300 g jordbær

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en skarp kniv. Tryk dem ud i lidt sukker med kniven og bland dem derefter med resten af sukkeret og æggeblommerne. Pisk massen til den bliver let og luftig.

Blend jordbærene med en stavblender og rør dem i sammen med kærnemælken. Sæt koldskålen på køl indtil den skal serveres.
Ingredienser til crunch
75 g finvalsede havregryn
75 g blandede nødder (jeg brugte hasselnødder, mandler og valnødder)
3/4 dl flydende honning

Hak nødderne groft og bland dem med havregryn. Rist det på en varm pande i et par minutter. Hæld honningen over og bland det godt sammen. Hæld massen over på en bageplade med bagepapir og kom det i ovnen ved 150 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter. Pas på det ikke bliver for mørkt. Afkøl og hak det det i grove stykker.

Pynt og tilbehør
Frysetørret og friske jordbær

Frysetørret jordbær kan købes forskellige steder på nettet og i en butik i Torvehallerne, der i øvrigt har mange andre dejlige ting. F.eks. Frysetørret hindbær, solbær og brombær samt nødder i mange forskellige afskygninger herunder usaltede pistacienødder. 

onsdag den 25. juli 2012

Chokoladekage uden mel

Jeg var i Grønnegårds Teatret igår og ville gerne have en dessert med, som var nem at transportere - og spise.
Det viste sig at denne kage var ret optimal. Den bliver ret klæg, nærmest konfektagtigt, så man behøver ikke store mængder af den. Hvedemelet er skiftet ud med hasselnøddemel.

Ingredienser
35 g god kakao
80 ml varmt vand
150 g mørk chokolade
140 g saltet smør
125 g farin
150 g rørsukker
125 g hasselnødder
4 æggeblommer
4 æggehvider

Tørret morgenfrue til pynt
Creme fraise 18 % som tilbehør

Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft). Kom bagepapir i en bradepande på 25 x 35 cm.

Blend/hak hasselnødderne til mel. Jeg bruger en lille hakker der sættes til stavblenderen. Den er vældig effektiv og der kan lige være den mængde der skal bruges her.

Rør kakao og varmt vand sammen i en skål. Hak chokoladen groft og smelt den med smør i en skål over vandbad. Rør det sammen med kakaomassen og rør farin, sukker, hasselnøddemel og æggeblommer i.
Pisk æggehviderne helt stive og vend dem forsigtigt i chokolademassen over fire omgange.

Hæld dejen i bradepanden og bag kagen midt i ovnen i ca. 45 minutter. Læg eventuelt noget stanioel over efter ca. 30 minutter, så den ikke bliver for mørk.
Afkøl kagen i bradepanden på en rist, pynt med morgenfruer og server med creme fraise til.

Sådan ser kage ud, når den er pyntet med flødeskum, blåbær og frysetørrede brombær.

fredag den 6. juli 2012

Booster Bars aka energibarer

Har du brug for et naturligt energiboost før eller efter træning er de her rigtig gode. Personligt synes jeg de er meget bedre end de kunstige man kan købe i automaterne i træningscentret. De der som smager lidt af savsmuld og vaniljeessens. Ikke at det kræver meget at komme over det niveau, men de her slår dem så bare med længder.
De er derudover geniale snacks at have med i en minibeholder i tasken på rejsen, shoppingturen eller skovturen, simpelthen fordi de smager fantastisk. Jeg har opskriften fra programmet The River Cottage. Den kan varieres i en uendelighed bare basismassen forbliver den samme.

Ingredienser
Revet skal af 1 citron
Revet skal af 1 appelsin
125 g smør
150 g farin
125 g crunchy peanut butter
75 g honning
200 g finvalsede havregryn
150 g tørret frugt (jeg brugte rosiner og tranebær)
150 g frø og nødder (jeg brugte solsikkekerner, hasselnødder, valnødder, hørfrø og sesamfrø)
Lidt flydende honning

Riv skallen af citronen og appelsinen fint. Kom den sammen med smør, farin, peanut butter og honning i en tykbundet gryde og lad det smelte ved lav varme. Rør i det ind imellem.

Tag gryden af varmen og hæld massen over i en større skål. Tilsæt havregryn, frugt, frø og nødder og rør det hele godt sammen.

Kom bagepapir i et firkantet fad eller en firkantet form. Min var 20 x 22 cm.

Fordel massen i formen med en ske. Kom koldt vand på hænderne og tryk massen flad og jævn i formen.

Vandet vil forhindre hænderne i at klistre til massen og er belejligt, da massen er ret varm.

Hæld lidt flydende honning på toppen og drys med sesamfrø.


Kom fadet i ovnen på midterste rille og bag i 30 minutter ved 160 grader (ikke varmluft) til den er let gylden.

Lad den store booster bar afkøle helt, før den skæres i mindre booster bars. De kan holde sig 5-7 dage i en luftæt beholder eller fryses ned. Kom dem i små beholdere eller i en stor, adskilt af bagepapir.