Nu har jeg bagt disse julehjerter i over 10 år og hvert år leder jeg efter opskriften, så nu skal den herind.
De er nemme at lave og dejen kan være på køl i flere uger.
Ingredienser til kagerne
150 g smør
150 g sukker
150 g mørk sirup
1 æg
400 g hvedemel
1 tsk. stødt kanel
1 tsk. natron
2 tsk. stødte nelliker
½ tsk. stødt ingefær
Ingredienser til glasuren
Pasteuriserede æggehvider
Flormelis
Smelt smør, sukker og sirup ved svag varme.
Bland de tørre ingredienser godt sammen. Helt symbiotisk.
Tilsæt halvdelen af de tørre ingredienser og rør godt rundt. Tilsæt herefter ægget. Når det er indarbejdet i dejen tilsættes resten af de tørre ingredienser.
Pak dejen i film af 2-3 portioner og tryk den flad. Skal hvile i nogle timer. Jeg har skrevet 4, men tror altså det er lidt overdrevet.
Rul dejen tyndt ud (ca. 3 mm) på et meldrysset bord og stik hjerterne (eller andre figurer) ud. Stik eventuelt huller med en spisepind, hæklepind eller sugerør, så de kan hænges op med bånd.
Læg dem på en bageplade med bagepapir eller -måtte med lidt mellemrum. De hæver til alle sider.
Bages ved 175 grader i 10-15 minutter. Køles af på en rist. Genprik hullerne.
Til glasuren blandes æggehvider og flormelis til det har en lidt bestemt konsistens - typen der ikke løber ud, men som heller ikke kræver det helt store pres. Jeg bruger tyller og sprøjteposer, fordi jeg ikke kan finde ud af at lave kræmmerhuse af bagepapir, men de er faktisk bedre.
Billederne er fra forskellige år og som det ses er jeg hverken nogen stor kunster eller har nogen form for læringskurve, men det er tanken, der tæller og de har skabt meget glæde rundt omkring i årernes løb, hvilket gør mig ustyrlig glad.
Rigtig god jul








