Ingredienser til kakaobundene:
4 økologiske æg
120 g mel
160 g sukker
20 g god kakao
2 spsk Amaretto
Bundene bages i ca. 25 minutter, til man kan stikke en hæklenål i, uden at der hænger noget ved.
Ingredienser til jordbærmousse:
500 g frosne bær (jeg brugte 300 g jordbær og 200 g brombær)
125 g sukker
4 blade husblas
2 dl piskefløde
300 g friske bær skåret i mundrette stykker (jeg brugte jordbær)
Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand. Bring bær og sukker i kog i en gryde og lad kompotten simre i 10 minutter, mens du rører i den fra tid til anden. Tag gryden af varmen og brug en stavblender til at få en jævn masse. Tag husblassen op af vandet og vrid vandet ud før den kommes i gryden. Rør med en grydeske til husblassen er opløst. Kompotten hældes i en skål hvorefter husholdningsfilm kommes over, så den slutter til helt nede ved kompotten. Sættes på køl til den er afkølet. Når kompotten er afkølet piskes fløden stiv (den er klar når man kan vende skålen på hovedet uden at der kommer fløde ud) og vendes forsigtigt i.
Lagkagen kan med fordel samles i springformen og opbevares på køl indtil den skal pyntes. Bundene skæres over på tværs i to lige store bunde - og første bund kommes tilbage i springformen. Jeg kommer som regel en eller anden form for spiritus på mine lagkagebunde - denne gang blev det Amaretto. Kom først halvdelen af jordbærmoussen på, derefter de friske bær og til sidst resten af jordbærmoussen. Kom den anden bund på toppen og sæt lagkagen på køl i mindst 4 timer - gerne natten over.
Pynt:
3 dl piskefløde
100 g fondant
Grøn og rød pasta farve
Lidt flormelis
50 g hakket chokolade
ca. 20 hindbær
Pisk fløden stiv og kom et jævnt lag over hele lagkagen. Kom en del af flødeskummet i en sprøjtepose med en stjerneformet tylle. Sprøjt små rosetter rundt langs kanten og kom et hindbær på hver.
Farv halvdelen af fondanten rød og halvdelen grøn. Den grønne del rulles ud på et flormelis drysset bord. Skær et blad ud af den. Den røde halvdel formes til små aflange kugler, der sættes på køl indtil de føles faste. Giv chokoladen ca. 30 sekunder i mikrobølgeovnen til den er smeltet. Dyp derefter snuden af de røde kugler i chokoladen og brug det sidste chokolade til at tegne mariehønen op. Brug en ske eller en engangs sprøjtepose, hvori der er klippet et meget lille hul.
Kom bladet og mariehønerne på lagkagen og servér.
Hvor ser det fint ud og hvor er jeg glad for at du har glæde af dit baking kit!
SvarSletTak! Ja, det er både pænt og praktisk :-)
SletLækker kage! Hvis det ikke var for den kommende strandsæson, ville vi prøve den med det samme :-)
SvarSletMen det er jo en regulær sundhedslagkage - med bær og alting. Man kan også sagtens skrue op for bær og ned for flødeskum :-)
Slet