Her er mit bud på en frisk påskekage i gyldne farver. Bundene er bløde og lækre og fyldet er luftigt med et strejf af syrlighed. Den blev nydt på dejlige Sydfyn med udsigt ud over vandet.
Denne kage tager udgangspunkt i en opskrift fra bbcgoodfood. Jeg har justeret lidt hist og her og blandt andet skruet op for indholdet af passion(sfrugt).
Ingredienser til bundene
175 g blødt smør
300 g sukker
3 økologiske æg str. M/L
275 g mel
1 tsk bagepulver
1½ tsk natron
75 g kakao
en knivspids salt
2 dl creme fraise 38% stuetemperatur
50 g flødeost (ikke light) stuetemperatur
Ingredienser til flødeostglasuren
250 g smør
500 g flormelis
150 flødeost (igen, ikke light)
7 modne passionsfrugter
Pynt
Valgfrit - f.eks. nougat påskeæg.
Bundene:
Pisk smør og sukker sammen i en skål til det er lyst og luftigt. Pisk æggene let sammen og tilsæt dem lidt efter lidt. Pisk godt ind imellem for at opnå en ensartet masse.
Rør mel, bagepulver, natron, kakao og salt sammen i en anden skål.
I en helt tredje skål røres creme fraise og flødeost godt sammen.
Tilsæt nu på skift melblandingen og creme fraise blandingen til æggemassen. Brug en dejskraber til at vende det i.
Hæld dejen i en springform med en diameter på 24 cm, beklædt med bagepapir eller smurt op med smør.
Bag kagen ved 160 graders varmluft i ca. en time. Kagen skal være gennembagt for lettere at kunne skære bunde af den, men pas på den ikke bliver tør. Tjek med en tynd strikkepind, om den er færdig efter 40 min og derefter hver ca. 10. minut.
Lad kagen afkøle. Først i formen, derefter i en rist, med bunden på. Jeg brugte en brødkniv, til at flække bundene. De blev ikke helt lige store, så hvis man vil have et snorlige resultat, bør man nok anvende et målebånd og sætte mærker.
Glasuren:
Pisk smør, flormelis og flødeost sammen.
Når kagen skal samles kommes frugtkødet og kernerne fra passionsfrugterne på de to nederste bunde.
Derefter kommes flødeostglasuren i en sprøjtepose med en rundtylle og sprøjtes på den øverste bund i fine toppe.
På de to andre bunde sprøjtes der toppe rund i kanten af dem, mens resten smøres ud på det resterende areal i midten.
Pyntes med hvad man nu lige har ved hånden - for eksempel nougat påskeæg.
Kan spises med det samme eller opbevares på køl til den skal serveres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar