Pages

fredag den 21. december 2012

Brunkager

Her kommer de perfekte postkasse julesmåkager. De er sprøde, robuste og tynde. Der kan være en 3 stk. i højden pr. postkassepakke. 


Jeg har fået opskriften fra en veninde, som har fået den fra en fra hendes mødregruppe. Tidligere har jeg haft flere ingredienser i mine brunkager, men de her smager virkelig godt og dejen er nem at arbejde med. So, if it ain't broke, don't fix it. 

Ingredienser til ca. 4 plader
250 g smør
250 g farin
150 g sirup
50 g mandler
2 spsk. stødt kanel
2 tsk. stødt nelliker
1 tsk. kardemomme
1½ tsk. potaske
1 spsk. vand
500 g hvedemel


Smelt smør, farin og sirup i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen og lad massen afkøle til den er lunken. Hak mandlerne groft og rør dem i sammen med kanel, nellike og kardemomme.

Rør potaske ud i vandet og rør det i dejen. Tilsæt til sidst melet og rør til det hele er godt blandet. Ælt dejen på bordet, evt. på lidt mel, og form den til ca. 4 ruller der er ca. 4 cm i diameter. Læg rullerne på køl til de skal bruges, minimum en time og maksimum 1 måned. Vil tro man også sagtens kan fryse dem. 


Tag rullerne ud af køleskabet. Lad dem ligge et kvarters tid og skær dem derefter i tynde skiver. Læg dem på bageplader med bagepapir på og bag dem ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 7-8 min.

Jeg fordelte disse små pakker i postkasserne i min opgang. De er pakket ind i køkkenrulle, bagepapir og julegavebånd.

torsdag den 20. december 2012

Honningkage tilsat appelsinsmørcreme og chokolade

Hvor mange gange skal man gentage noget før det bliver en tradition? Nu har jeg bagt denne honningkage 2 år i træk og jeg har tænkt mig at fortsætte med det - for evigt. Det er vel godt nok. Jeg julebager hvert år med en ven og i år bagte han selve kagen, mens jeg lavede fyldet og samlede kagen.
Det er Brd. Prices opskrift. Fyldet blev dog lidt anderledes end deres i år, da jeg ikke helt havde, det der skulle til. Det blev nu dejligt velsmagende alligevel. Vi laver som regel honningkagen om lørdagen og fyldet om søndagen, hvor den samles.

Ingredienser til honningkagen
500 g fast honning
125 g sukker
1 dl fløde
2 spsk. skyr (der står yoghurt i den oprindelige opskrift)
3  økologiske æg str. M/L
skal af 1 økologisk appelsin
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt ingefær
500 g hvedemel
2 tsk. hortetaksalt

Ingredienser til appelsinfyldet
300 g smør
ca. 250 g flormelis
saft af en økologisk appelsin
2 pasteuriserede æggeblommer
3 spsk. Grand Marnier

Derudover ca. 200 g  fremragende chokolade

Smelt honning og sukker i en gryde og afkøl det. Tilsæt derefter fløde, skyr, revet appelsinskal, kanel og ingefær. Pisk æggene let sammen i en skål og tilsæt dem lidt af gangen, mens der røres. Bland mel og hjortetaksalt sammen og kom det ned i massen, mens der røres.

Kom dejen i en bradepande på ca. 25x35 cm beklædt med bagepapir og bag kagen ved 170 grader (ikke varmluft) i ca. en time. 
Næste dag kommes ingredienserne til fyldet i en skål og piskes sammen. Udstik kagen med forme eller skær den i mindre stykker med en kniv. Skær den igennem to gange og smør fyldet på i to lag med en smørkniv. Hvis du ikke har en smørkniv kan du ligeså godt opgive projektet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre uden. Derefter lægges lagene sammen.

Hvis der er tid til det, så pak kagerne ind i husholdningsfilm og læg dem på køl. Er stykkerne store nok, kan man  dog sagtens spise dem med det samme. Smelt da chokoladen og smør den på toppen af honningkagerne. Servér kagen med det samme eller sæt den på køl.


 God jul, det bliver.

søndag den 9. december 2012

Fedtebrød

Søren Ryge har vist betegnet dem som verdens nemmeste småkager eller noget i den stil, og der er ikke meget galt (dette er dog ikke hans opskrift). Det eneste man skal være opmærksom på er, at mens man laver dem, skal man ikke foretage sig så forfærdelig meget andet. Jeg har først for nyligt stiftet bekendskab med fedtebrød, men jeg må sige, at det er et særdeles behageligt bekendskab. 


Ingredienser til ca. 7 stænger
250 g mel
½ tsk. hjortetaksalt 
150 g kokosmel
150 g sukker
250 g koldt smør

Glasur
450 g flormelis
7 spsk rom eller cognac
6 spsk vand

Kom mel, hjortetaksalt, kokosmel og sukker i en skål. Skær smørret i mindre stykker og tilføj det. Ingredienserne blandes sammen med fingrene, til man har en ensartet masse. Denne rulles til stænger med en diameter på ca. 2 cm og fordeles på to bageplader beklædt med bagepapir. Der skal være god plads mellem stængerne, da de flyder meget ud under bagningen.


Kom lidt mel på en kagerulle og brug den til at rulle stængerne flade. De skal ende med at have en tykkelse på ca. 0,5 cm. Bag stængerne i en forvarmet ovn ved 200 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter. De skal ikke have synderligt meget farve. 


Mens de er i ovnen røres glasuren sammen af flormelis, spriritus og vand. Næste gang vil jeg nok bruge lidt mere spiritus i forhold til vand. Kom glasuren på de varme stænger og skær dem med det samme i mindre stykker med en brødkniv. 


Serveres med hygge.

fredag den 7. december 2012

Julecookies

Dette er ikke egentlige julesmåkager, men de så smager lidt af jul og er helt utrolig lækre. Hvis man har de rette redskaber tager de ingen tid at lave. Det er faktisk hurtigere at lave dem end at lade være.

Jeg har fået opskriften fra en kollega som havde bagt dem. Efter at have spist en 6-7 stykker blev jeg nødt til at bede om opskriften, så jeg kan bage dem over and over and over again. Opskriften stammer fra kogebogen Suveræne succeser og jeg har lave meget lidt om i ingredienserne, men en del i fremgangsmåden.
 
Ingredienser til ca. 3 bagplader cookes
450 g hasselnødder
2 æg str. M/L
150 g sukker
1 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. stødt allehånde
1/4 tsk. stødt nellike
200 g suværen mørk chokolade, ca. 70 %
 


Start med at riste hasselnødderne i ovnen. Jeg ristede dem ved 100 grader i 10 minutter, hvorefter jeg skruede op til 175 grader og gav dem 5 minutter mere. Jeg vil nok anbefale at man man starter på 175 grader og giver dem 10 minutters tid. Husk at holde øje med dem.



Derefter gnides skallerne af med fingrene eller et viskestykke. Sidstnævnte går hurtigst. Hak de fleste af nødderne halv groft i en minihakker, og resten lidt grovere med en kniv. Man kan sagtens hakke det hele med en kniv, men det tager bare så utrolig lang tid.
 
 
Pisk derefter ægget og sukkeret til det er hvidt, let og luftigt. Sidstnævnte er vel egentlig lidt svært at opnå uden en vis lethed. Rør krydderierne og nødderne i til det er godt blandet. Jeg bagte disse hos mine svigerforældre, der kun havde hele nelliker. De blev dog stødt i en morter til pulver af dem. Jeg var virkelig meget imponeret.
 
 
Kom til sidst bagepapir på tre bageplader. Brug to spiseskeer til at forme runde ish klumper, sådan cirka 16-20 stykker på hver og bag dem ved 160 grader (varmluft) i ca. 12-15 minutter. Afkøl dem og smelt imens chokoladen i et vandbad eller i mikrobølgeovnen (ikke mikroovnen). Når de er afkølet kommes chokoladen på bundene med en teske og de lægges til afkøling. Processen kan speedes op ved at komme dem i køleskabet.

søndag den 18. november 2012

Halvåbne æblepakker

Sprøde udenpå, bløde inden, søde og syrlige pakker. De er ret hyggelige til sådan en efterårseftermiddag.
Jeg har fået endnu flere æbler fra en kollega. Denne gang nogle flotte røde af slagsen som jeg indtil videre har lavet æbletrifli og æblegrød af. Idag skulle der så ske noget nyt. Det blev til de her æblepakker. Jeg har været oppe at slås med ret mange mørdeje gennem tiden, så besluttede mig for at prøve at lave en selv. Det gik ret godt. Den er nem at arbejde med og smager præcis som jeg godt kunne tænke mig.
Ingredienser til ca. 10 pakker
360 g økologisk hvedemel
40 g økologisk grahamsmel
150 g flormelis
1 god tsk. revet skal af en økologisk citron
175 g koldt økologisk smør
1 økologisk æg
1 økologisk æggeblomme
2 spsk. koldt vand
 
500 g æbler (vægt uden skræl og skrog)
60 g farin
60 g god marcipan
1/4 tsk. stødt nellike
1/2 tsk. kanel
3 spsk. rosiner
 
30 g nødder (fx hasselnødder og mandler)
1 æg til pensling
40 g god marcipan

Bland hvedemel, grahamsmel, flormelis og citronskal i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i med fingrene til massen er godt blandet og ligner fintrevet ost. Pisk ægget let sammen med æggeblommen og kom det sammen med vandet i. Saml dejen med fingrene. Dejen skal kun lige samles, ikke æltes. Form den til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i en halv time.

Imens skrælles æblerne og skæres i mindre stykker på ½-1 x ½-1 cm. Bland dem med farin, groftrevet marcipan, stødt nellike, kanel og rosiner. Hak nødderne groft.

Tag dejen ud af køleskabet og del den i stykker på ca. 75 g. Kom en anelse mel på bordet og køkkenrullen og rul stykkerne ud til cirkler - de behøver ikke være så præcise. Kom ca. 3 spsk. æblefyld på hver, drys lidt nødder på og fold siderne op omkring fyldet.

Flyt dem over på en bageplade med bagepapir. Til sidst pensles de med sammenpisket æg, drysses med revet marcipan og bages ved 200 graders varmluft i 15 minutter til de er gyldne.
 

De kan med fordel serveres med lidt creme fraise af en ikke så let en af slagsen. Den gode 18% fra Thise ville sikkert være et godt valg.



søndag den 11. november 2012

Chokolade-kaffe petits fours

Dette er chokoladekage, overtrukket med chokolade og tilsat lidt kaffe. Man kan variere den med diverse smagsvarianter, f.eks. appelsinskal, ristede nødder, likør osv. Disse er helt simple og rene i smagen.

 
Ingredienser til ca. to fyldte fade
150 g blødt økologisk smør
200 g sukker
1 tsk. ínstant kaffe
3 økologiske æg
200 g økologisk mel
1 tsk. bagepulver
3 spsk. rigtig god kakao
1 dl letmælk
lidt mere blødt økologisk smør
lidt flormelis
 
Pynt
ca. 200 g blå candy melts
sukker drys af en art

Kagen: Kom smør, sukker og kaffe i en røremaskine og pisk det godt sammen til det er luftigt. Pisk derefter æggene i et efter et. Bland i en anden skål mel, bagepulver og kakao og vend det i skiftevis med mælken.

Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir og bag den midt i en forvarmet ovn ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 40 minutter. Kagen er færdig, når man kan stikke en hæklepind i uden at få dej med op.

Sæt kagen på en bagerist og afkøl den.

Når den er afkølet deles den i mindre stykker og kommes i en røremaskine. Rør med den flade spatel til kagen er smuldret og man har en ensartet masse. Tilsæt lidt smør og flormelis og rør til kagen igen hænger sammen, men nu i en mere smooth form. Den skal have samme konsistens som romkugledej. Form derefter små kugler, læg dem på et spækbræt og kom dem i køleskabet i mindst en time.

Pynt: Smelt den blå chokolade (som jeg formoder er hvid chokolade med farve) over vandbad. Overtræk chokoladekagekuglerne med den smeltede chokolade, sæt dem i små papirsforme og drys f.eks. sølvkrymmel over. Jeg brugte en ske og en gaffel, men er sikker på der må findes en mere effektiv måde.

Sæt dem på køl, til chokoladen er fast.


De blev til som en del af en kagebuffet og var ret populære. Jeg skal ikke kunne sige om det er den praktiske form, den blå farce, det gode indhold eller det flotte krymmel der gjorde det, men de blev i hvert fald spist.


Jeg har ikke før brugt candy melts og tvivler på det bliver jeg noget vil benytte mig af ofte. Jeg synes den var ret besværlig at arbejde med og så er jeg bare ikke så begejstret for hvid chokolade. Det er muligvis bare er et spørgsmål om øvelse. I så fald når jeg måske at blive glad for det, før mit lager af blå og grøn chokolade løber op.

lørdag den 3. november 2012

Chokoladescones - de sprøde

Jeg har tidligere lagt en opskrift på chokoladescones på bloggen. De her er mere sprøde og kompakte end de andre. Stadig hurtige og nemme at lave. 

Ingredienser til ca. 20 scones
450 g mel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
½ tsk. salt
200 g sukker
200 g smør
1 dl mælk (gerne kærnemælk)
100 g æg (ca. 2 stk. str. M/L)
175 g chokolade

Bland mel, bagepulver, natron, salt og sukker i en skål. Skær smøret i mindre stykker og bland det hurtigt i med fingrene. Pisk æg og mælk sammen med en gaffel og tilsæt det til dejen. Hak til sidst chokoladen i store grove stykker og ælt det i.

Smør en metalform til muffins med lidt smør eller spay den med lidt bagespray. Tryk dejen let ned i hullerne og bag dem ved 220 grader (ikke varmluft) i 10-15 minutter. 
De er super lækre mens de er lune og sprøde. Kan også sagtens spises dagen efter som snacks. Disse blev bagt til morgenmaden på arbejdet. Det er vigtigt at spise chokolade om morgenen, så bliver det bare en meget bedre dag. 

tirsdag den 30. oktober 2012

Æbler - mandler - kanel

Denne kage blev improviseret for et par uger siden og gentaget for nylig fordi den bare er så nem og velsmagende. Egner sig både godt til at blive serveret lun og dagen efter og man skal absolut intet foretage sig før servering.
Næste gang tror jeg at der skal små æblestykker i selve dejen - eller rosiner. Man kan servere den med creme fraise, skyr, græsk yoghurt, flødeskum eller andet godt fra laktoseafdelingen.

Jeg har begge gange haft dem med på arbejde, først som en fødselsdagskage og sidst som en på gensyn kage. Kan sige at den fungerede glimrende til begge formål. Jeg har i det hele taget tænkt at jeg burde starte en "sig-det-med-kage-service". Det skulle være ligesom at give et kort, for let's face it. Der er en kage til alle anledninger. Der kunne være "undskyld-jeg-glemte-din-fødselsdag-kage" (skulle også kunne fås i en årsdag og Valentines dag udgave og i flere varianter, så det ikke er den samme man får hvert år), "tillykke-med-forlovelsen-kage" (jeg tænker umiddelbart i sammensatte kager), "hvor-er-det-godt-at-se-dig-kage" (kagen der hurtigt kan laves, som regel noget med snask eller noget der knaser), "hyggeligt-at-møde-dig-svigermor-kage" (overskudskagen over dem alle, gerne lidt lun i det), "skal-vi-på-date-nr. 2-?-kage" (lille, praktisk og robust - så den eventuelt kan sendes pr. post), "VM-kval-kage" (typisk en rund eller kastevenlig kage), "held-og-lykke-på-dit-nye-job-kage" (chokolade, chokolade, chokolade - godt med en solid start og masser af endorfiner), "jeg-kunne-ikke-nå-at-vaske-tøj-kage" (en rigtig søndags hygge kage, som er lækker nok til at opveje snavset tøj), "film-marathon-kage" (en kage der ikke behøver opbevaring i køleskab og som ikke falder sammen ved at stå ude i 6-8 timer) og "post-break-up-kage (der er vi igen ude i noget chokolade, eventuelt med noget seriøst tilbehør). Mange flere kunne komme til, men det er godt at have et grund sortiment. For nu følger imidlertid alene opskriften på æblekagen.
 
Ingredienser til en 26 cm springform
200 g blødt smør
200 g sukker
200 g æg
200 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
300 g æbler uden skræl og skrog
35 g sukker
1 tsk. kanel
50 g mandler

Kom smør og sukker i en skål og rør det godt sammen. Pisk æggene i et efter et for høj hastighed på den langsomme måde. Bland mel og bagepulver i en anden skål og rør det derefter let sammen med smør-sukker-æggemassen. Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir.

Skræl æblerne, fjern skroget og skær dem i både. Læg dem ovenpå dejen, tilfældigt eller rundt i en mønster. Bland sukker og kanel og drys det over æblerne. Slutteligt hakkes mandlerne groft og drysses over med helt løse håndled.

Bages ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. en halv time. Tjek evt. allerede efter 20 minutter og derefter hvert 5. minut. Kagen er færdig, når man kan jage en strikkepind eller en hæklenål ned i kagen og trække den ud ren.
 


lørdag den 20. oktober 2012

Æbletrifli med makroner og chokolade

Efteråret er dejlig ukompliceret. Det er stort set det samme, der sker hvert år. Nogle dage blæser og regner det og andre dage skinner solen fra en skyfri himmel. Denne dessert er ligeså. Der er syre fra æblerne, sødme fra makronerne og bitterhed fra chokoladen. Sammen udgør de en fantastisk mundfuld efterår. 


Når man bor i en lille lejlighed i København, er det utrolig rart at have kollegaer som forsyner en med frugt fra rigtige haver (har prøvet at holde liv i lidt forskelligt i min altankasse, so far uden held). Jeg har senest fået lov til at gå på æblerov i en af mine kollegaers haver (hun har hele tre forskellige slags æbletræer), omend æblerne i denne dessert faktisk blev bragt helt op til mit kontor. Udpræget luksus må man sige. Det er lidt uvist, hvilken sort æbler, der er tale om, men træet er fra 1937 og det er syrlige madæbler. De smager ret fantastisk, er dejlig faste i kødet og helt lyse. Selvom de er syrlige har jeg ikke tilsat sukker til æblemosen. I denne dessert, som i livet i øvrigt, er det rart med lidt syrlighed.

Ingredienser til 4 personer
700 g æbler eksl. skræl og skrog
½ dl vand
100 g makroner
50 g god mørk chokolade (ca. 70 %)
1 dl piskefløde

Start med at skrælle æblerne og skær dem i både. Fjern skroget og skær dem i mindre stykker, 1-2 cm x 1-2 cm og kom dem i en gryde med en ½ dl vand. Bring det i kog og lad det simre 10-12 minutter, til æblerne er kogt lidt ud, men stadig med hele stykker imellem. Afkøl æblemosen.

Kom makronerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle (eller andet skyts med en vis tyngde), hak chokoladen groft eller fint alt efter, hvad du bedst kan lide og pisk fløden til blødt flødeskum.


Når æblemosen er afkølet samles triflien, som man helst vil have den. Jeg kom makroner, æblemos, makroner, chokolade, æblemos, makroner, chokolade, æblemos, flødeskum og chokolade, men det bestemmer man helt selv. 


Servér den eventuelt med lidt ekstra flødeskum on the side, en kop kaffe og et tæppe. Så er det faktisk ret ligegyldigt, hvilket vejr det er udenfor. 

onsdag den 17. oktober 2012

Chokolademousse med krokant og hindbær

Denne chokolademousse er god tung og fyldt med lækker chokolade, så den går rigtig godt i spænd med nogle friske hindbær og pistaciekrokant med revet appelsinskal i.
Jeg havde fået lov til at lave dessert til en af mine venners 30 års fødselsdag og det var med stor glæde at jeg kastede mig over projektet. Hele ugen op til (og et par før den) gik med at prøvebage, købe ind og lave tidsplaner. Det blev til en lille kagebuffet med disse små mundfulde chokolademousse, chokolade-kaffe kugler, æble-crumble-minimuffins, mini lemon meringue muffins og en ret så stor gulerodslagkage med 30 lys i.

Chokolademousse til 60 snapseglas
200 g god chokolade 60-70 %
8 pasteuriseredeæggeblommer 
70 g sukker
5 dl piskefløde

Pynt
65 g sukker
40 g usaltede pistacienødder
Revet skal af en økologisk appelsin
60 friske hindbær

Chokolademousse: Hak chokoladen groft og smelt den i en skål over vandbad. Sørg for at skålen ikke rører vandet på noget tidspunkt. Pisk æggeblommerne med sukkeret til det er lyst og luftigt, det tager lidt tid, så det er en fordel at gøre i en røremaskine. Pisk fløden til blødt skum. Det skal kun lige kunne vendes på hovedet uden at falde ned. Hæld chokoladen i æggesnapsen og vend derefter flødeskummet forsigtigt, men hurtigt i. Massen skal blandes godt sammen, så der ikke kommer hvide striber fra fløden i. Sæt den på køl natten over. Næste dag kommes chokolademoussen ned i en sprøjtepose med en dejskraber og sprøjtes ud i snapseglassene. De skal være ca. halvt fyldte. 
Pynt: Smelt sukkeret på en varm keramisk eller slip let pande. Når det er smeltet hældes pistacienødderne og appelsinskallen i. Så snart det er rørt sammen hældes massen ud på et stykke bagepapir og køler af. Jeg havde købt nogle meget flotte pistacienødder i Torvehallerne. Det gør jeg meget gerne igen. Sælgeren var simpelthen så entusiastisk og hjælpsom. Jeg kom det i køleskabet til næste dag. Et par timer før servering hakkes krokanten og kommes i snapseglassene. Til sidst toppes af med et hindbær i hver.

tirsdag den 2. oktober 2012

Gulerodsboller

Dejlige sunde boller. Perfekte til at spise om morgenen, om eftermiddagen eller undervejs i kagespisning. De giver lidt fibre, grøntsager og salt, som giver plads til at spise lige lidt mere kage - og det er vigtigt. 

Ingredienser
6 dl lunkent vand
50 g gær
2 spsk. rapsolie
1 tsk. salt
1 spsk. honning
2 dl solsikkekerner
200 g groftrevne gulerødder
200 g grahamsmel
ca. 650 g hvedemel

Smuld gæren i vandet og rør til det er opløst. Tilsæt olie, salt og honning. Derefter solsikkekerner, gulerødder og grahamsmel, mens der røres rundt med en grydeske. Tilsæt hvedemel. Dejen skal være godt sammenhængende, men stadig til at røre rundt i.

Brug et par spiseskeer til at klatte bollerne ud på et par bageplader med bagepapir på.

Skal bages i ovnen ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter. De skal være gyldne og lyde hule, når man banker dem på bunden.

lørdag den 29. september 2012

Mini muffin me - hindbær style

Nu må det snart være slut med alle de mini muffins, men de ER altså meget praktiske til stående arrangementer. Disse er en lidt sensommeragtig udgave med dejlige hindbær.
Man kan skifte hindbærerne ud med de fleste andre bær. Bruger man nogle meget søde af slagsen, kan jeg anbefale at komme lidt revet citronskal i dejen. Disse blev spist dels stående til en reception og dels siddende på en bænk i Tivoli. Begge dele fungerede fint.

Ingredienser til ca. 40 stk.
100 g smør
2 dl mælk
1 stang vanilje
1,5 dl sukker
2 æg str. M/L
4 dl mel
1 tsk. bagepulver
100 g hindbær

Pynt
Piskefløde
Friske hindbær
Friske blåbær
Små sukkerblomster

Mini muffins: Smelt smørret, kom mælken i og sæt det til side. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland dem med sukkeret og pisk det luftigt sammen med æggene. Bland mel og bagepulver og vend det i æggemassen skiftevis med smør og mælk.
Fyld dejen i små forme, ca. 3/4 dele op, og bag dem ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 15 minutter.

Pynt: Pisk fløden stiv og sprøjt den på kagerne med en stjerneformet åben tylle. Skyl bærerne, dup dem tørre med lidt køkkenrulle og sæt dem på toppen. Sæt til sidst de små sukkerblomster på.
Fordelen ved minimuffins er, at man kan spise mange forskellige slags på én gang.

torsdag den 27. september 2012

Appelsinkage(r) uden mel og smør

Denne appelsinkage, som kan laves som én stor eller mange små, smager fantastisk af appelsin, da hele appelsinen (på nær kernerne) anvendes.
Jeg var i sommers til min venindes fødselsdag, hvor jeg mødte en konditordatter (hvor heldig kan man være?). På det seneste synes jeg at jeg har haft nogle fantastiske samtaler til fester og fejringer og når jeg tænker over det har de alle sammen handlet om mad. Vi har været rundt om hjemmelavet rugbrød, gode restauranter i København, chokoladebomber og selvfølgelig kage, kage og atter kage. Denne fødselsdag var på ingen måde en undtagelse. Det endte endda med at jeg fik tre opskrifter af hende og dette er så den første jeg har afprøvet. Jeg er blevet så begejstret for især den første proces, hvor man laver appelsinmosen, at jeg er begyndt at bruge den i alt muligt, fx sammen med flødeskum i chokoladelagkager. Har sat et billede ind nederst af den.
Ingredienser til én stor eller 80 meget små kager
325 g usprøjtede appelsiner, ca. 2 stk.
6 økologiske æg str. M/L
150 g sukker
1 tsk. bagepulver
150 g hele mandler
Pynt
100 g chokolade og 3 spsk. smør (kan undlades)
eller
Piskefløde og guldstøv

Kagen: start i god tid med appelsinerne. Skyl dem godt og kog dem hele i vand i 2 timer til de bliver helt bløde og møre. 

Pisk æg og sukker til det er luftigt og skummende.

Imens hakkes mandlerne i en minihakker, forholdsvis fint. Tilsæt herefter bagepulveret og vend det i æggemassen.

Skær de kogte appelsiner i mindre stykker og blend dem til mos. Rør den i dejen, som derefter hældes i en bradepande på 20x30 cm beklædt med bagepapir eller i små muffinsforme.

Bages på næstnederste rille i  en forvarmet ovn ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 45 minutter, hvis det er den store kage og ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter, hvis det er de små.
Pynt: smelt chokoladen ved svag varme sammen med smørret. Rør det jævnt sammen og bred det over kagen med en paletkniv eller en dejskraber.
eller
Pisk fløden til den er stiv, men stadig blød og lækker. Sprøjt den på kagerne med en stjerneformet tylle og drys guldstøv over.
Nedenfor er et par billeder af, hvad man ellers kan bruge appelsinmosen til. Forestiller mig også at den vil være god i pandekager, vandbakkelser (det må jeg snart prøve), vafler osv.
Denne lagkage består af en forholdsvis dense chokoladekage, hvor en tredjedel af melet er erstattet med mandelmel. Appelsinmosen er blandet med flødeskum. Man behøver ikke så meget flødeskum, bare lige nok til at give det lidt hold. Kagen er samlet aftenen før i en form, så den har haft tid til at sætte sig. På toppen er der kakaoglasur og morgenfruer.

onsdag den 26. september 2012

Rabarber med luksus crumble

Nu er rabarbersæsonen slut, men for os der stadig har lidt i fryseren er dette en genial eftermiddagshygge kage. Den er enkel, hurtig og velsmagende. Behøver man egentlig mere?
Jeg bagte den, da jeg fik besøg af to helt særlige mennesker, nemlig dem der hjalp mig med at oprette min blog. Det et helt utroligt sødt par jeg kender, som både hjalp mig med det tekniske (man skal jo købe alle mulige rettigheder og så bagefter forsøge at få dem til at kommunikere) og det visuelle i form af redigeringen af mit billede med min mormors opskrifter, som danner banneret på min blog.

Ingredienser
250 g rabarber
2 spsk. sukker
½ vaniljestang
50 g makroner
50 g mandler
75 g mel
75 g sukker

Tilbehør
Flødeskum

Tænd ovnen på 200 grader (ikke varmluft).

Skær rabarberne i mindre stykker på ca. 2-3 cm og læg dem i et fad på 20x20 cm. Drys de 2 spsk. sukker over.

Skær vaniljestangen over og skrab kornene ud. Kom makronerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle eller andet tungt. Hak mandlerne groft. Bland i en skål vaniljekorn, makroner, mandler, mel og sukker til en crumble og drys det henover rabarberne.
Bages i ovnen på midterste rille i ca. 40 minutter, til overfladen er gylden og sprød. Serveres med letpisket flødeskum eller andet godt.

mandag den 24. september 2012

En lille bid kaffe og kakao

Disse mini muffins er domineret af en stærk kaffe smag i samspil med en mere diskret kakaosmag. På toppen er der en kakao buttercream og en mini skumfidus. Alt det mini bliver faktisk til en ret god mundfuld kage.


Jeg bagte dem til min kollegas 40 års jubilæum. Han kan ikke lide chookolade, så der er kun brugt kakao i dem. Tror dog ikke han nødvendigvis skelner mellem chokolade og kakao på samme måde som jeg. Derfor var det også kun en tillægsmuffin til de tre rigtige. Jeg fandt ud af, at jeg har ret svært ved at levere flere kager, hvor chokolade ikke må indgå.
Ingredienser til ca. 40 stk.
125 g blødt saltet smør
200 g sukker
2,5 æg str. M/L
0,5 dl mælk
0,5 dl kogende vand
1 spsk. instant coffee
20 g kakao
200 g mel
1 tsk. bagepulver

Mini muffins: Rør smør og sukker sammen i en røremaskine eller med en elpisker. Tilsæt æggene af 3 omgange og rør mens der stadig røres. Bland mælk, vand og instant coffee og rør det i. Bland mel, bagpulver og kakao. Si det og vend det i dejen.

Fyld dejen i små forme, ca. 3/4 op og bag dem ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 15 min.


Topping: Jeg kan ikke huske de præcise mål jeg brugte, men buttercream laves af blødt smør, flormelis, en smule mælk og kakao der piskes sammen.


Jeg bliver til stadighed positivt overrasket, når der er nogen der rent faktisk bruger min blog. Katrine på 13 år har ikke alene brugt denne opskrift, men lavet lidt om og fundet på en helt ny topping. Resultatet blev ikke alene rigitg flot, men indbragte hende også prisen for bedst smagende kage i en kagekonkurrence til fordel for Børnefonden. Jeg kan godt afsløre at det ikke var det jeg lavede da jeg var 13 år. Her er vist tale om et seriøst talent.


Hun erstattede kaffen med skal af lime og pyntede foruden topping med børn og bogstaver lavet i hvid chokolade. 

Katrines topping (cirkamål)
100 g Philidelphia smøreost
100 g smør
275 g flormelis
15 g Valrohna cacao
lidt vanilie
saft af en halv lime