Pages

lørdag den 20. oktober 2012

Æbletrifli med makroner og chokolade

Efteråret er dejlig ukompliceret. Det er stort set det samme, der sker hvert år. Nogle dage blæser og regner det og andre dage skinner solen fra en skyfri himmel. Denne dessert er ligeså. Der er syre fra æblerne, sødme fra makronerne og bitterhed fra chokoladen. Sammen udgør de en fantastisk mundfuld efterår. 


Når man bor i en lille lejlighed i København, er det utrolig rart at have kollegaer som forsyner en med frugt fra rigtige haver (har prøvet at holde liv i lidt forskelligt i min altankasse, so far uden held). Jeg har senest fået lov til at gå på æblerov i en af mine kollegaers haver (hun har hele tre forskellige slags æbletræer), omend æblerne i denne dessert faktisk blev bragt helt op til mit kontor. Udpræget luksus må man sige. Det er lidt uvist, hvilken sort æbler, der er tale om, men træet er fra 1937 og det er syrlige madæbler. De smager ret fantastisk, er dejlig faste i kødet og helt lyse. Selvom de er syrlige har jeg ikke tilsat sukker til æblemosen. I denne dessert, som i livet i øvrigt, er det rart med lidt syrlighed.

Ingredienser til 4 personer
700 g æbler eksl. skræl og skrog
½ dl vand
100 g makroner
50 g god mørk chokolade (ca. 70 %)
1 dl piskefløde

Start med at skrælle æblerne og skær dem i både. Fjern skroget og skær dem i mindre stykker, 1-2 cm x 1-2 cm og kom dem i en gryde med en ½ dl vand. Bring det i kog og lad det simre 10-12 minutter, til æblerne er kogt lidt ud, men stadig med hele stykker imellem. Afkøl æblemosen.

Kom makronerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle (eller andet skyts med en vis tyngde), hak chokoladen groft eller fint alt efter, hvad du bedst kan lide og pisk fløden til blødt flødeskum.


Når æblemosen er afkølet samles triflien, som man helst vil have den. Jeg kom makroner, æblemos, makroner, chokolade, æblemos, makroner, chokolade, æblemos, flødeskum og chokolade, men det bestemmer man helt selv. 


Servér den eventuelt med lidt ekstra flødeskum on the side, en kop kaffe og et tæppe. Så er det faktisk ret ligegyldigt, hvilket vejr det er udenfor. 

4 kommentarer:

  1. Gud hvor ser det dog lækkert ud! Generelt en rigtig fin blog :)

    Måske vil du kigge forbi min blog?

    www.vivalavanilla.blogspot.dk

    //Frederikke

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak skal du have :-) Din er også rigtig fin. Vil meget gerne prøve din opskrift på havrekiks.

      Slet
  2. Hej! Skal triflien serveres med det samme, eller har dun godt af lidt ventetid på køl?

    Kh Sidsel -)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sidsel

      Undskyld det meget sene svar. Jeg ville nok samle den umiddelbart før servering, hvis makronerne stadig skal være lidt sprøde.

      De bedste hilsner
      Mia

      Slet