Denne idé blev leveret til mig med opskrift, form, fad og bog af en sød kollega, så det var faktisk en ren foræring til bloggen. Der er tale om de fineste og mest luftige madeleinekager man kan forestille og de kan blive dine blot ved at følge denne opskrift.
Som sagt. Der er virkelig tale om et minimum af arbejde for mig.
Fyld formene til kanten. Så bliver kagerne lige store på hver sin side af midten.
Efter en let afkøling kan kagerne vende ud af formene og flyttes over på et fad/tallerken/direkte indenbords.
Dette utroligt fine viskestykke fulgte også med.
Flormelis gør dem ikke dårligere.
Jeg skal ikke påstå at jeg har læst hele denne bog, men jeg læste dog den passage, hvor han skriver om minderne forbundet med madeleinekager i hans barndom:
No sooner had the warm liquid mixed with the crumbs touched my palate than a shudder ran through me and I stopped, intent upon the extraordinary thing that was happening to me. An exquisite pleasure had invaded my senses, something isolated, detached, with no suggestion of its origin. And at once the vicissitudes of life had become indifferent to me, its disasters innocuous, its brevity illusory – this new sensation having had on me the effect which love has of filling me with a precious essence; or rather this essence was not in me it was me. ... Whence did it come? What did it mean? How could I seize and apprehend it? ... And suddenly the memory revealed itself. The taste was that of the little piece of madeleine which on Sunday mornings at Combray (because on those mornings I did not go out before mass), when I went to say good morning to her in her bedroom, my aunt Léonie used to give me, dipping it first in her own cup of tea or tisane. The sight of the little madeleine had recalled nothing to my mind before I tasted it. And all from my cup of tea.
- Marcel Proust
Det er en fantastisk ting med de minder - og måden hvorpå de bliver fremkaldt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar