Pages

tirsdag den 30. oktober 2012

Æbler - mandler - kanel

Denne kage blev improviseret for et par uger siden og gentaget for nylig fordi den bare er så nem og velsmagende. Egner sig både godt til at blive serveret lun og dagen efter og man skal absolut intet foretage sig før servering.
Næste gang tror jeg at der skal små æblestykker i selve dejen - eller rosiner. Man kan servere den med creme fraise, skyr, græsk yoghurt, flødeskum eller andet godt fra laktoseafdelingen.

Jeg har begge gange haft dem med på arbejde, først som en fødselsdagskage og sidst som en på gensyn kage. Kan sige at den fungerede glimrende til begge formål. Jeg har i det hele taget tænkt at jeg burde starte en "sig-det-med-kage-service". Det skulle være ligesom at give et kort, for let's face it. Der er en kage til alle anledninger. Der kunne være "undskyld-jeg-glemte-din-fødselsdag-kage" (skulle også kunne fås i en årsdag og Valentines dag udgave og i flere varianter, så det ikke er den samme man får hvert år), "tillykke-med-forlovelsen-kage" (jeg tænker umiddelbart i sammensatte kager), "hvor-er-det-godt-at-se-dig-kage" (kagen der hurtigt kan laves, som regel noget med snask eller noget der knaser), "hyggeligt-at-møde-dig-svigermor-kage" (overskudskagen over dem alle, gerne lidt lun i det), "skal-vi-på-date-nr. 2-?-kage" (lille, praktisk og robust - så den eventuelt kan sendes pr. post), "VM-kval-kage" (typisk en rund eller kastevenlig kage), "held-og-lykke-på-dit-nye-job-kage" (chokolade, chokolade, chokolade - godt med en solid start og masser af endorfiner), "jeg-kunne-ikke-nå-at-vaske-tøj-kage" (en rigtig søndags hygge kage, som er lækker nok til at opveje snavset tøj), "film-marathon-kage" (en kage der ikke behøver opbevaring i køleskab og som ikke falder sammen ved at stå ude i 6-8 timer) og "post-break-up-kage (der er vi igen ude i noget chokolade, eventuelt med noget seriøst tilbehør). Mange flere kunne komme til, men det er godt at have et grund sortiment. For nu følger imidlertid alene opskriften på æblekagen.
 
Ingredienser til en 26 cm springform
200 g blødt smør
200 g sukker
200 g æg
200 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
300 g æbler uden skræl og skrog
35 g sukker
1 tsk. kanel
50 g mandler

Kom smør og sukker i en skål og rør det godt sammen. Pisk æggene i et efter et for høj hastighed på den langsomme måde. Bland mel og bagepulver i en anden skål og rør det derefter let sammen med smør-sukker-æggemassen. Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir.

Skræl æblerne, fjern skroget og skær dem i både. Læg dem ovenpå dejen, tilfældigt eller rundt i en mønster. Bland sukker og kanel og drys det over æblerne. Slutteligt hakkes mandlerne groft og drysses over med helt løse håndled.

Bages ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. en halv time. Tjek evt. allerede efter 20 minutter og derefter hvert 5. minut. Kagen er færdig, når man kan jage en strikkepind eller en hæklenål ned i kagen og trække den ud ren.
 


lørdag den 20. oktober 2012

Æbletrifli med makroner og chokolade

Efteråret er dejlig ukompliceret. Det er stort set det samme, der sker hvert år. Nogle dage blæser og regner det og andre dage skinner solen fra en skyfri himmel. Denne dessert er ligeså. Der er syre fra æblerne, sødme fra makronerne og bitterhed fra chokoladen. Sammen udgør de en fantastisk mundfuld efterår. 


Når man bor i en lille lejlighed i København, er det utrolig rart at have kollegaer som forsyner en med frugt fra rigtige haver (har prøvet at holde liv i lidt forskelligt i min altankasse, so far uden held). Jeg har senest fået lov til at gå på æblerov i en af mine kollegaers haver (hun har hele tre forskellige slags æbletræer), omend æblerne i denne dessert faktisk blev bragt helt op til mit kontor. Udpræget luksus må man sige. Det er lidt uvist, hvilken sort æbler, der er tale om, men træet er fra 1937 og det er syrlige madæbler. De smager ret fantastisk, er dejlig faste i kødet og helt lyse. Selvom de er syrlige har jeg ikke tilsat sukker til æblemosen. I denne dessert, som i livet i øvrigt, er det rart med lidt syrlighed.

Ingredienser til 4 personer
700 g æbler eksl. skræl og skrog
½ dl vand
100 g makroner
50 g god mørk chokolade (ca. 70 %)
1 dl piskefløde

Start med at skrælle æblerne og skær dem i både. Fjern skroget og skær dem i mindre stykker, 1-2 cm x 1-2 cm og kom dem i en gryde med en ½ dl vand. Bring det i kog og lad det simre 10-12 minutter, til æblerne er kogt lidt ud, men stadig med hele stykker imellem. Afkøl æblemosen.

Kom makronerne i en frysepose og knus dem med en kagerulle (eller andet skyts med en vis tyngde), hak chokoladen groft eller fint alt efter, hvad du bedst kan lide og pisk fløden til blødt flødeskum.


Når æblemosen er afkølet samles triflien, som man helst vil have den. Jeg kom makroner, æblemos, makroner, chokolade, æblemos, makroner, chokolade, æblemos, flødeskum og chokolade, men det bestemmer man helt selv. 


Servér den eventuelt med lidt ekstra flødeskum on the side, en kop kaffe og et tæppe. Så er det faktisk ret ligegyldigt, hvilket vejr det er udenfor. 

onsdag den 17. oktober 2012

Chokolademousse med krokant og hindbær

Denne chokolademousse er god tung og fyldt med lækker chokolade, så den går rigtig godt i spænd med nogle friske hindbær og pistaciekrokant med revet appelsinskal i.
Jeg havde fået lov til at lave dessert til en af mine venners 30 års fødselsdag og det var med stor glæde at jeg kastede mig over projektet. Hele ugen op til (og et par før den) gik med at prøvebage, købe ind og lave tidsplaner. Det blev til en lille kagebuffet med disse små mundfulde chokolademousse, chokolade-kaffe kugler, æble-crumble-minimuffins, mini lemon meringue muffins og en ret så stor gulerodslagkage med 30 lys i.

Chokolademousse til 60 snapseglas
200 g god chokolade 60-70 %
8 pasteuriseredeæggeblommer 
70 g sukker
5 dl piskefløde

Pynt
65 g sukker
40 g usaltede pistacienødder
Revet skal af en økologisk appelsin
60 friske hindbær

Chokolademousse: Hak chokoladen groft og smelt den i en skål over vandbad. Sørg for at skålen ikke rører vandet på noget tidspunkt. Pisk æggeblommerne med sukkeret til det er lyst og luftigt, det tager lidt tid, så det er en fordel at gøre i en røremaskine. Pisk fløden til blødt skum. Det skal kun lige kunne vendes på hovedet uden at falde ned. Hæld chokoladen i æggesnapsen og vend derefter flødeskummet forsigtigt, men hurtigt i. Massen skal blandes godt sammen, så der ikke kommer hvide striber fra fløden i. Sæt den på køl natten over. Næste dag kommes chokolademoussen ned i en sprøjtepose med en dejskraber og sprøjtes ud i snapseglassene. De skal være ca. halvt fyldte. 
Pynt: Smelt sukkeret på en varm keramisk eller slip let pande. Når det er smeltet hældes pistacienødderne og appelsinskallen i. Så snart det er rørt sammen hældes massen ud på et stykke bagepapir og køler af. Jeg havde købt nogle meget flotte pistacienødder i Torvehallerne. Det gør jeg meget gerne igen. Sælgeren var simpelthen så entusiastisk og hjælpsom. Jeg kom det i køleskabet til næste dag. Et par timer før servering hakkes krokanten og kommes i snapseglassene. Til sidst toppes af med et hindbær i hver.

tirsdag den 2. oktober 2012

Gulerodsboller

Dejlige sunde boller. Perfekte til at spise om morgenen, om eftermiddagen eller undervejs i kagespisning. De giver lidt fibre, grøntsager og salt, som giver plads til at spise lige lidt mere kage - og det er vigtigt. 

Ingredienser
6 dl lunkent vand
50 g gær
2 spsk. rapsolie
1 tsk. salt
1 spsk. honning
2 dl solsikkekerner
200 g groftrevne gulerødder
200 g grahamsmel
ca. 650 g hvedemel

Smuld gæren i vandet og rør til det er opløst. Tilsæt olie, salt og honning. Derefter solsikkekerner, gulerødder og grahamsmel, mens der røres rundt med en grydeske. Tilsæt hvedemel. Dejen skal være godt sammenhængende, men stadig til at røre rundt i.

Brug et par spiseskeer til at klatte bollerne ud på et par bageplader med bagepapir på.

Skal bages i ovnen ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter. De skal være gyldne og lyde hule, når man banker dem på bunden.