Pages

torsdag den 22. oktober 2015

Marengs - kys og slikkepinde

Jeg holdt for nyligt et arrangement, hvor der var en del deltagere og ditto kager. Alligevel syntes jeg det var svært at vurdere, om der var nok kage, så jeg bagte disse marengs som fyldkager - der var allerede en stopkage.


Ingredienser
5 æggehvider
280 g sukker

Solbærstøv
Lakridsstøv 
Krymmel
Rød og blå pastafarve

Pisk æggehviderne ved forholdsvis lav hastighed til det skummer og er hvidt i det. Tilsæt herefter under fortsat piskning sukkeret lidt efter lidt. Nu med lidt mere fart på. Fortsæt med at piske, til æggemassen er blevet så stiv, at piskeriset danner toppe, når man løfter det. Pas på ikke at piske for længe.

Del massen i to og kom solbærstøv i den ene og lakridsstøv i den anden. Del derefter disse to portioner i to og kom rød pastafarve i den ene halvdel solbærmarengs og blå pastafarve i den ene halvdel lakridsmarengs.


Kom de to slags solbærmarengs i hver deres sprøjtepose og klip et lille hul i enderne. I en tredje kommes en stjerneformet tylle i og derefter de to sprøjteposer. Pres de små marengs ud på bagepapir på en bageplade eller på slikkepinde. Foretag samme proces med lakridsmarengsen. Drys eventuelt krymmel på.

Bag dem ved 100 grader varmluft i ca. halvanden time. 


Opbevar dem i en tætsluttende dåse lagvis med bagepapir. 


Kan formentlig holde sig sprøde i nogle timer ved servering.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar