Pages

mandag den 1. april 2013

Blåbærmuffins med kærnemælk

Jeg har har haft en rigtig hyggelig bagedag. Det er så fint, når det lykkedes at bage, og kun bage. Jeg har fundet nogle rigtig fine forme i Bahne, som skulle afprøves. Jeg har lovet den utrolig hjælpsomme og søde ekspedient, at jeg ville vende tilbage efter flere, hvis de fungerer godt. Nu har jeg så brugt dem i dag, og resultatet var upåklageligt. 

Opskriften er fra "Kagedage" - The Hummingbird Bakery, omend jeg har ændret lidt hist og her.

Ingredienser til ca. 16 små (ikke mini) muffins
85 g Lurpak smørbar
300 g økologisk hvedemel
115 g sukker
1 spsk bagepulver
1/2 tsk natron
1/4 tsk salt
2 1/2 dl økologisk kærnemælk
2 økologiske æg str. M/L
150 g friske blåbær
40 g sukker

Pynt
1 fed stang vanilje
200 g mascapone
Cirka ligeså meget flormelis
Friske blåbær


Muffins: Start med at smelte smørret og lad det afkøle. Sigt derefter melet ned i en røreskål og rør sukker, bagepulver, natron og salt i. I et decilitermål røres kærnemælk og æg sammen. Pisk det i en lind strøm sammen med melet ved laveste hastighed.  Tilsæt derefter smørret under fortsat piskning, nu ved lidt højere hastighed. Stop når massen er ensartet og uden klumper. Til sidst vendes de vaskede og tørrede blåbær i. 

Hæld dejen i 16 forme og drys sukker over. Bag dem ved 190 grader (ikke varmluft) i ca. 17 minutter. 


Pynt: Skrab kornene ud af vaniljestangen og pisk dem i en skål sammen med mascapone og flormelis. Sæt skålen på køl en halv times tid, hvorefter den er klar til at blive sprøjtet på kagerne med en stjernetyl. Afslut med friske blåbær.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar