Pages

søndag den 18. november 2012

Halvåbne æblepakker

Sprøde udenpå, bløde inden, søde og syrlige pakker. De er ret hyggelige til sådan en efterårseftermiddag.
Jeg har fået endnu flere æbler fra en kollega. Denne gang nogle flotte røde af slagsen som jeg indtil videre har lavet æbletrifli og æblegrød af. Idag skulle der så ske noget nyt. Det blev til de her æblepakker. Jeg har været oppe at slås med ret mange mørdeje gennem tiden, så besluttede mig for at prøve at lave en selv. Det gik ret godt. Den er nem at arbejde med og smager præcis som jeg godt kunne tænke mig.
Ingredienser til ca. 10 pakker
360 g økologisk hvedemel
40 g økologisk grahamsmel
150 g flormelis
1 god tsk. revet skal af en økologisk citron
175 g koldt økologisk smør
1 økologisk æg
1 økologisk æggeblomme
2 spsk. koldt vand
 
500 g æbler (vægt uden skræl og skrog)
60 g farin
60 g god marcipan
1/4 tsk. stødt nellike
1/2 tsk. kanel
3 spsk. rosiner
 
30 g nødder (fx hasselnødder og mandler)
1 æg til pensling
40 g god marcipan

Bland hvedemel, grahamsmel, flormelis og citronskal i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i med fingrene til massen er godt blandet og ligner fintrevet ost. Pisk ægget let sammen med æggeblommen og kom det sammen med vandet i. Saml dejen med fingrene. Dejen skal kun lige samles, ikke æltes. Form den til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i en halv time.

Imens skrælles æblerne og skæres i mindre stykker på ½-1 x ½-1 cm. Bland dem med farin, groftrevet marcipan, stødt nellike, kanel og rosiner. Hak nødderne groft.

Tag dejen ud af køleskabet og del den i stykker på ca. 75 g. Kom en anelse mel på bordet og køkkenrullen og rul stykkerne ud til cirkler - de behøver ikke være så præcise. Kom ca. 3 spsk. æblefyld på hver, drys lidt nødder på og fold siderne op omkring fyldet.

Flyt dem over på en bageplade med bagepapir. Til sidst pensles de med sammenpisket æg, drysses med revet marcipan og bages ved 200 graders varmluft i 15 minutter til de er gyldne.
 

De kan med fordel serveres med lidt creme fraise af en ikke så let en af slagsen. Den gode 18% fra Thise ville sikkert være et godt valg.



søndag den 11. november 2012

Chokolade-kaffe petits fours

Dette er chokoladekage, overtrukket med chokolade og tilsat lidt kaffe. Man kan variere den med diverse smagsvarianter, f.eks. appelsinskal, ristede nødder, likør osv. Disse er helt simple og rene i smagen.

 
Ingredienser til ca. to fyldte fade
150 g blødt økologisk smør
200 g sukker
1 tsk. ínstant kaffe
3 økologiske æg
200 g økologisk mel
1 tsk. bagepulver
3 spsk. rigtig god kakao
1 dl letmælk
lidt mere blødt økologisk smør
lidt flormelis
 
Pynt
ca. 200 g blå candy melts
sukker drys af en art

Kagen: Kom smør, sukker og kaffe i en røremaskine og pisk det godt sammen til det er luftigt. Pisk derefter æggene i et efter et. Bland i en anden skål mel, bagepulver og kakao og vend det i skiftevis med mælken.

Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir og bag den midt i en forvarmet ovn ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 40 minutter. Kagen er færdig, når man kan stikke en hæklepind i uden at få dej med op.

Sæt kagen på en bagerist og afkøl den.

Når den er afkølet deles den i mindre stykker og kommes i en røremaskine. Rør med den flade spatel til kagen er smuldret og man har en ensartet masse. Tilsæt lidt smør og flormelis og rør til kagen igen hænger sammen, men nu i en mere smooth form. Den skal have samme konsistens som romkugledej. Form derefter små kugler, læg dem på et spækbræt og kom dem i køleskabet i mindst en time.

Pynt: Smelt den blå chokolade (som jeg formoder er hvid chokolade med farve) over vandbad. Overtræk chokoladekagekuglerne med den smeltede chokolade, sæt dem i små papirsforme og drys f.eks. sølvkrymmel over. Jeg brugte en ske og en gaffel, men er sikker på der må findes en mere effektiv måde.

Sæt dem på køl, til chokoladen er fast.


De blev til som en del af en kagebuffet og var ret populære. Jeg skal ikke kunne sige om det er den praktiske form, den blå farce, det gode indhold eller det flotte krymmel der gjorde det, men de blev i hvert fald spist.


Jeg har ikke før brugt candy melts og tvivler på det bliver jeg noget vil benytte mig af ofte. Jeg synes den var ret besværlig at arbejde med og så er jeg bare ikke så begejstret for hvid chokolade. Det er muligvis bare er et spørgsmål om øvelse. I så fald når jeg måske at blive glad for det, før mit lager af blå og grøn chokolade løber op.

lørdag den 3. november 2012

Chokoladescones - de sprøde

Jeg har tidligere lagt en opskrift på chokoladescones på bloggen. De her er mere sprøde og kompakte end de andre. Stadig hurtige og nemme at lave. 

Ingredienser til ca. 20 scones
450 g mel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
½ tsk. salt
200 g sukker
200 g smør
1 dl mælk (gerne kærnemælk)
100 g æg (ca. 2 stk. str. M/L)
175 g chokolade

Bland mel, bagepulver, natron, salt og sukker i en skål. Skær smøret i mindre stykker og bland det hurtigt i med fingrene. Pisk æg og mælk sammen med en gaffel og tilsæt det til dejen. Hak til sidst chokoladen i store grove stykker og ælt det i.

Smør en metalform til muffins med lidt smør eller spay den med lidt bagespray. Tryk dejen let ned i hullerne og bag dem ved 220 grader (ikke varmluft) i 10-15 minutter. 
De er super lækre mens de er lune og sprøde. Kan også sagtens spises dagen efter som snacks. Disse blev bagt til morgenmaden på arbejdet. Det er vigtigt at spise chokolade om morgenen, så bliver det bare en meget bedre dag.