Pages

onsdag den 22. juli 2015

Rosinboller

Når man trænger til en pause fra speltkvinder og palæomænd er det her en virkelig udmærket måde at gøre det på. Der er ikke skyggen af moderne kostråd i disse boller, men de smager fantastisk og sender en tilbage til den ubekymrede barndom. 


Denne opskrift tager udgangspunkt i frk. Jensens opskrift fra den moderne udgave af bogen. 

Ingredienser 
60 g blødt smør
1 dl kogende vand
1½ dl økologisk minimælk
½ tsk fint salt
2 spsk sukker
1 tsk kardemomme 
1 økologisk sammenpisket æg
20 g gær
ca. 500 g mel
75 g rosiner


Kom smør i en skål og overhæld det med det kogendevand. Rør med en træske til det er smørret er smeltet. Tilsæt mælk, salt, sukker, kardemomme og 2/3 af ægget. Rør det sammen før der tilsættes gær og rør derefter grundigt igen. Til sidst tilsættes melet i mindre portioner. Rør til at starte med og ælt med fingrene, når dejen bliver mere fast i det. Tilsæt rosinerne midtvejs. Sørg for at dejen ikke bliver for bastant. Den færdige dej skal være blank og elastisk. Lad dejen hæve et lunt sted til dobbelt størrelse med et klæde over. 

Slå dejen ned og ælt den godt. Del dejen i 16 stykker og tril dem til boller. Sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve til dobbelt størrelse med et klæde over. 

Pisk lidt vand i resten af ægget og brug det til at pensle bollerne med. Bag bollerne i ved 225 grader (ikke varmluft) i ca. 12 minutter. 


Spis dem lune med koldt smør og en kop the.

mandag den 20. juli 2015

Stikkelsbærfyldte vandbakkelser

Sommertid er sommerhustid og det gode ved sommerhusområder er al den lokale frugt og grønt man kan få fingrene i. Jeg var så heldig at finde store mængder grønne stikkelsebær på Sydfyn. De er godt syrlige, så de passer perfekt til en flødeskumscreme i nogle luftige vandbakkelser. 

Opskriften på vandbakkelserne er fra den gode gamle klassiker "Frk. Jensen". 



Ingredienser til vandbakkelser
2 dl vand
100 g smør
1 knivspids salt
1 tsk sukker
100 g hvedemel
ca. 3 økologiske æg str. M

Ingredienser til stikkelsbærkompot
200 g grønne stikkelsbær
100 g sukker 1 vaniljestang

Ingredienser til stikkelsbærcreme
lige dele stikkelsbærkompot og flødeskum

Stikkelsbærkompot: Rens stikkelsbær og kom dem i en gryde. Skrab kornene ud af vaniljestangen og tilsæt dem sammen med stangen og sukkeret. Kog det op og lad det derefter simre i en god halv time. Skum jævnligt af. Sæt det til afkøling.


Vandbakkelser: Start med at piske æggene sammen i en skål for sig. Kom vand, smør salt og sukker i en gryde og bring det i kog. Sku ned på laveste blus og tilsæt alt melet under kraftig omrøring. Når dejen er glat og ensartet tages gryden af blusset. Tilsæt æggemassen lidt af gangen og rør kraftigt ind i mellem. Stop med at tilsætte æg, når dejen er lind. Den skal ikke være flydende.

Sæt dejen på en bageplade beklædt med bagepapir med to teskeer. Bag dem ved 210 grader (ikke varmluft) i 20 minutter. Husk ikke at åbne ovnen, mens de bager. Efter de 20 minutter tages en vandbakkelse ud for at tjekke, om den falder sammen. I så fald bages de resterende 4 minutter til.




Stikkelsbærcreme: Vend stikkelsbærkompot sammen med flødeskum og kom det i en sprøjtepose/frysepose. Skær eller klip et lille hul i vandbakkelserne og sprøjt cremen ind i passende mængder.


Servér dem gerne med et glas bobler. For eksempel solær/æblemost med danskvand.