Min mands guddatter er lige blevet 4 år og det er stort. Så stort at der måtte en kagedronning til at fejre det. Den blev godkendt af fødselsdagsbarnet og indtil flere fynboer til trods for at den måske var mere sprød end svampet. Dog stadig blød og ikke spor tør.
Jeg har opskriften fra den fantastiske blog Twin food og har ikke ændret det store.
Ingredienser til bunden
70 g gær
70 g sukker
2 økologiske æg str. M/L
3 dl sødmælk
125 g blødt smør
ca. 600 g hvedemel
Ingredienser til snask
200 g blødt smør
320 g farin
Start med at lune mælken i en gryde og tag den derefter af blusset. Opløs gæren heri. Rør herefter sukker, æg og smør i. Tilsæt til sidst melet lidt af gangen og ælt dejen sammen til den er lind og let formelig.
Dejen skal herefter hæve på et lunt sted i ca. 20 minutter eller til den har dobbelt størrelse. Bland imens smør og farin sammen med fingrene.
Rul dejen ud så den passer til en hel bradepande og læg den i en sådan beklædt med bagepapir. Gerne den med høj kant. Kom snasket på og tryk huller i dejen med fingrene.
Sæt kagen til efterhævning i ca. 30 minutter og bag den herefter ved 210 grader (ikke varmluft) i ca. 20 minutter. Tjek jævnligt, om den er færdig.
Når kagen er afkølet kan den skæres til og pyntes med slik og glasur.
Jeg kan ikke tage æren for denne pyntning. Det stod fødselsdagsbarnets mor og faster for.