Pages

søndag den 8. december 2013

Vaniljekranse

Denne opskrift stammer fra min mands mormor, så den er gennemtestet gennem flere generationer. De er helt enkle og sprøde, præcis som de skal være. 


Jeg bruger hvert år en kødhakker, som er rimelig massiv og ikke særlig effektiv, da der sidder en del dej tilbage i den, men jeg fik den 25 års fødselsdagsgave og den kom helt fra Sønderjylland, så på en eller anden måde er den blevet den eneste rigtige at bruge. 

Ingredienser
500 g økologisk hvedemel
360 g let blødgjort økologisk smør
250 g sukker
1 god stang vanilje
2 æggeblommer

Melet kommes i et dejfad og smørret smuldres heri. 

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud med en skarp kniv og tryk dem ud i lidt sukker, så de bliver skilt ad. Bland vanilje og sukker i melblandingen. 

Dejen samles nu med æggeblommerne til dejen har en konsistens som marcipan. 

Nu kan man enten vælge at trille dejen til stænger med en diameter på ca. 1 cm og en længde på ca. 8 cm, som formes til kranse eller man kan anvende en kødhakker. 


Sæt vaniljekransene på bageplader beklædt med bagepapir og bag dem på øverste rille ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 11-12 minutter, til de er gyldne. 


Kan serveres alene eller sammen med - well - any other cake really.